"Jeg mærkede hurtig en forskel i kroppen, følte mig mere frisk og ikke mindst sund indeni."

Tænk, at man som 19-årig kan få konstateret kræft - når man jo ellers er udødelig!! Men selvfølgelig kan man det. Og desværre blev det en realitet for mig.

I juli 1995, blot en måned efter, at studenterhuen var blevet sat på mit hoved, fik jeg et epileptisk anfald, mens jeg var ude at bade med min bror. Cirka tre uger senere fik jeg - ved en MR-scanning - konstateret en hjernetumor, der sad ved mit højre motoriske felt. Den gav sig til udtryk ved at give mig kramper i højre hånd, arm, ben og derefter videre til resten af kroppen.

Jeg skulle opereres, have kemo og stråler. Altså hele turen. Gennem bekendte hørte mine forældre om Horneman-Thielcke’s klinik, som de varmt anbefalede.

For at jeg skulle få større energi, kraft og mod til at kunne klare kemo-behandlingen, sammensatte Horneman-Thielcke Klinik en kost og et livstilsprogram specielt til mig.

Det var dejligt at møde Anne Grete - i venlige omgivelser. Selvom meget af den viden, mine forældre og jeg blev præsenteret for, var ny og anderledes, følte vi os med det samme i meget trygge hænder. Man skulle pludselig se sig selv i en større sammenhæng med bl.a. sol, måne, aura og kroppen som en del af et større univers.

Fordi Anne Grete er så engageret, kompetent, vidende, troværdig og med en fantastisk udstråling - og fordi man kunne mærke, at der virkelig var læst og undersøgt på kryds og tværs - var jeg ikke skeptisk, men kunne meget hurtigt forstå - og føle fornuft - i denne nye “verden”.

Jeg levede - med hjælp fra mine forældre – ud fra denne kostplan gennem hele min sygdomsperiode og er i dag af hospitalet erklæret 100 procent rask. På afdelingen, hvor jeg hørte til, var de gennem hele forløbet imponeret over, hvordan jeg klarede det, og at jeg til sidst fik bugt med sygdommen - uden nogen form for tilbagefald.

Jeg lever i dag et helt normalt liv, fik min uddannelse efter sygdomsperioden, er gift og har den dejligste søn. Jeg har siden mit første besøg på Horneman-Thielcke Klinik levet efter denne livsfilosofi. I perioder fuldt og helt og i andre kun i dele af den. Men den er en del af mig nu og er integreret i min hverdag - uden at jeg er blevet “hellig”.

Min familie og jeg er overbevist om, at uden denne viden og livsform havde sygdommen voldt mig meget mere ondt.

—

Anne Grete Rose Horneman-Thielckes efterskrift 

Patienten er blevet MR-scannet hver 1½ år inden for de sidste ti år på frivillig basis - alt er stadig fint. (Uændret)

Sidste gang sagde lægen samtidig til patienten: “Ja, du er jo som en af de få kommet helskindet igennem, og vi kan faktisk erklære dig helt rask”. Og i dag med to dejlige børn.

"Anne Grete hjalp mig bl.a. gennem metamedicin / tankefeltterapi – at bearbejde den angst, jeg havde følt det seneste halve år - og som stadigvæk føltes som en stor belastning."

Jeg er meget taknemmelig og glad for at være kommet i behandling hos Anne Grete Horneman-Thielcke, der sammen med sin mand har opbygget et behandlingssystem mod alle sygdomme – alvorlige og mindre alvorlige. Anne Grete viser en anderledes vej til helbredelse via afbalancering af bl.a. de elektriske, kemiske og psykiske ubalancer.

For nogle år siden var jeg utrolig træt og stresset i dagligdagen, og hver måned blev jeg syg et par dage med forkølelser og halsbetændelser. Jeg er 57 år og lever et ganske almindeligt liv – omgivet af en dejlig familie med børn og børnebørn. Jeg havde godt nok en meget ansvarsfuld stilling, men det havde jeg haft i mange år. Jeg har altid været meget optaget af de psykiske balancer, har gået på kurser og været i mange terapeutiske forløb. Men alligevel blev jeg ofte syg.

Da jeg mødte Anne Grete åbnede der sig en helt ny verden for mig – en verden, som jeg ikke helt forstår endnu – men som betyder, at jeg nu er i fysisk balance. Jeg tager vitaminer, mineraler, homøopatiske dråber og drikker urtete – individuelt tilpasset til mit behov – og jeg har lært en masse om plus-minusbalancen.

Det kræver en indsats at ændre tankegang og vaner, og jeg har da også haft svært ved det. I dag kan jeg tydeligt mærke, når jeg er ved at blive syg, hvilket heldigvis ikke sker så tit. Det sker, når jeg ikke har passet på mig selv og fulgt anvisningerne, men nu ved jeg også, at jeg straks kan forebygge sygdomsudbrud ved en ekstra målrettet indsats. Fantastisk!

For mig har det vigtigste af alt været, at jeg har fået en helt anden energi – fysisk og psykisk. Det øger til stadighed min livskvalitet – så jeg kan på det varmeste anbefale alle at konsultere Anne Grete.

Jeg har heldigvis ikke oplevet alvorlig sygdom, men jeg har en meget god veninde, der har kræft. Hun fulgte Anne Gretes råd og er i dag erklæret rask. Hun fulgte også lægernes anvisninger – og samlet set har det sikkert betydet utroligt meget for hendes helbredelse. Jeg kender flere, der har fået et helt andet liv med et styrket immunforsvar og langt større vitalitet.

Udover at have en enorm faglig viden og evne til videreformidling udstråler Anne Grete en fabelagtig omsorg, entusiasme og engagement. Det skal opleves!

"Her fik jeg for det første håb og tro på livet, da Torben Horneman-Thielcke på egen krop havde prøvet - og var kommet godt igennem - en kræftsygdom ved hjælp af en total omlægning af såvel kost som livsstil. Disse mennesker vidste, hvad jeg var oppe imod."

Min søn fik diagnosen Morbus Becterew, og behandling blev sat i værk. Binyrebarkhormon blev indsprøjtet direkte i smerteområderne, og han blev sat i gang med daglig medicinering mod gigt (Zalazopyrin) og flere stærke smertestillende præparater mod de voldsomme smerter. Han fik kørestol og krykker udleveret og blev udskrevet efter fem dage og med fast kontrol.

Kørestolen var en stor hjælp, og på en måde var de smertestillende piller også, men deres bivirkninger var så voldsomme. Min søn blev som en zombi. Han kunne ikke koncentrere sig eller huske og orkede ikke at være sammen med kammerater, familie eller andre. Han var i en lang periode meget social isoleret, ensom og levede på en måde, som ingen forældre ønsker at se sine børn. Han var punktlig med den medicinske behandling, og der kom også resultater. Han fik det bedre og ville efter trekvart år forsøge med en treårig HF - her er pensum fordelt over tre år, og derfor foregår krav og undervisning i et mere roligt tempo.

HF bliver fuldført på normeret tid og kun første år på krykker. Efter afsluttet eksamen søger min søn et feriejob i en legetøjsbutik, det går godt i 14 dage, men så starter smerterne igen og på fuldt tempo. Ingen havde fortalt, at han ikke måtte belaste sine fødder/ben. Det får vi først oplyst, da han igen kommer akut på hospitalet. Ingen på hospitalet havde i det hele taget informeret ham om hans fremtidsudsigter med denne diagnose. Der gennemføres på ny samme undersøgelser, og de viser, at sygdommen nu har bredt sig til ryg, skuldre, og så vidt vi forstod, var kun ribben fri for denne smertefulde inflammation. Blodprøver viste en meget lav blodprocent og ekstremt høje tal på alle omkring gigt.

Han var igen som “væk” og uden for rækkevidde i dette nye smertehelvede. Det hele var en gentagelse af første forløb blot meget værre. Han får også konstateret regnbuehindebetændelse. Det besluttes at give binyrebarkhormon som daglige indsprøjtninger, og dosis af både Zalazopyrin og smertestillende øges. Lægen indstiller min søn til revalideringsydelse og informerer ham om, at han ikke skal regne med at kunne varetage et arbejde i almindelig forstand, og at han må forberede sig på et liv som handicappet. Med så tidligt et udbrud som 16-årig og ud fra forløbet oplyses det, må han regne med, at han, inden han er 30 år, vil være så handicappet/invalid, at han vil være på invalidepension. Hans ryg vil blive omdannet til en krystalstav beskrives det, og de led og områder, der indgår i inflammationen, vil blive omdannet til hårdt usmidigt materiale. Det er en sygdom, der ikke kan helbredes, og den udvikler sig i atak oplyses det. Det vil sige med angreb af uforudsigelige mellemrum og styrke. Han får oplyst, at han for enhver pris skal undgå belastning af fødder, ryg, krop i det hele taget. En socialrådgiver vil kontakte ham.

Min søn er så påvirket af den indsprøjtning, han netop har fået med binyrebarkhormon, at ovenstående information givet på ca. ti minutter ikke helt trænger ind. Vi går ud fra hospitalet, jeg med tårer ned ad kinderne. Min søn griner fjollet, som man kun kan gøre, når man lige har fået et chok.

Udstyret på ny med kørestol, krykker og poser med medicin kører vi mod min søns hjem. Han bor nu i egen lejlighed og på 3. sal! Det havde vi ikke lige fået tænkt over.

Vi er tre i familien, der bakker op — køber ind, laver mad, gør rent m.m. Min søn sidder eller ligger oftest i sofaen uden at orke noget. Hans bror og jeg søger på nettet efter bedre bud på fremtid og andre måder at behandle. En meget nedslående søgning. Internationalt er der ingen andre fremtidsudsigter for mennesker med denne diagnose end det, vi allerede har fået fortalt. Der er på nettet de mest sørgelige historier om unge mænd, der ikke kan bære deres egne børn, og som konstant skal passe på deres stive deforme “krystalstavs-krop” for ikke at falde = dø, men samtidig det voldsomme dilemma at være henvist til et liv, som kun kan forstås som ubærligt.

Efter fire-fem måneder i denne situation og familieturnus, og hvor vi, der er omkring min søn, alle havde fuldtidsarbejde ved siden af — det kunne ikke holde som permanent ordning — beslutter vi at gå “mod strømmen”, at tage ansvar selv og turde tro på en drøm om et andet liv end et som livsvarigt alvorligt syg. Min søn udtrykker klart, at han ikke har en idé om “hvad nu”, men er med på hvad som helst. Hans bror og jeg læser og studerer både nyere medicinsk forskning, og jeg søger mod andre kulturers syn på krop og helbred.

Et andet syn på krop, helbred og sundhed end det konventionelt medicinske er oplagt at søge imod. Vi gør flere forsøg, men uden held og med efterhånden store udgifter på dette område. Ad forunderlige omveje hørte jeg en dag om bogen: “Sundhedens Alfa og Omega” om Anne Grete og Torben Horneman-Thielcke præsentation af et helhedssyn på krop og sygdom. Jeg læste den på en dag, og dagen efter ringer jeg til dem. Jeg bliver for første gang lyttet til, som det jeg var, et desperat menneske i en så ulykkelig situation. Vi blev bedt om sammen med min søn skriftligt at redegøre for tidligere sygdomsforløb og det konkrete sygdomsforløb og for de symptomer, der er aktuelle. Det gør vi sammen, dvs. min søn kan ikke finde sammenhæng eller mening til at formulere sig eller skrive sig egen sygehistorie. Jeg gør det.

Vi venter kun en uge og får så en tid. En overvældende 1. konsultation, hvor Anne Grete som en turbo af energi fortæller om menneskets fantastiske krop, der er forbundet med hele universet, og som døgnets 24 timer er under indflydelse af - og i samspil med - både det vi spiser, tænker, føler og hvordan ethvert menneske er energetisk forbundet med alt andet omkring sig. Mennesket som en lille brik i et stort energisystem tegner sig for ens indre blik.

Min søn får udleveret en kostplan, en 100 procent plus plan og en oversigt over et overvældende antal af vitaminer, mineraler, sporstoffer, olier. Det hele bliver testet kinesiologisk på min søn. Det er tydeligt, hvor han f.eks. med grøntsager testes stærk, og hvor han testes svag. Jeg ved meget om kost, men jeg har aldrig fået oplyst, at alt i naturen er enten plus eller minus som grundtype. Også mennesket! Vi fødes som enten plus eller minustype, og når kroppen fungerer optimalt, har vi det modsatte i blodet. Min søn var minustype og med minus i sit blod også. Derfor var han blevet syg. Kroppens egne energetiske frekvenser blev beskrevet som et “fladt batteri”. De sygdomme, der bryder frem, er de, vi er genetisk disponeret for. Det var virkelig en ny måde at anskue krop og helbred.

Hvis jeg skulle handle på denne ide og samtidig “udsætte” min søn for denne helhedsplan, så skulle jeg kunne forstå det. Jeg spurgte og spurgte, og min søn blev så glad, da han oplevede styrke i sin krop ved alene at have de grøntsager på maven, som var gode for ham dvs. plus grøntsager. Et pædagogisk hverdagsmirakel.

Vi blev udstyret med kostplan, plan for vitaminer, mineraler, vand, søvn, meditation m.m.

Vi rydder hylderne i køkkenskabe og køleskab for alt, der ikke er plus, og købte ind på den nye måde. Købte en kogebog skrevet af Anne Grete og Torben Horneman-Thielcke, og min søn og jeg gik i gang. Det er en dyr kur at starte op, men efter kun tre uger kunne min søn registrere resultater. Færre smerter, mere energi, og han reducerede derfor sin smertemedicin. Efter halvanden måned havde han ikke brug for smertemedicin længere og fortsatte nu alene med Zalazopyrin indtil næste besøg på hospitalet to en halv måned efter. Lægen på hospitalet var forundret og spurgte ind til det. Min søn forklarede, at han havde lagt sin kost om og tog flere vitaminer, mineraler, olier. Lægen spurgte ikke yderligere ind, og sådan som vi så det, blev det ikke registreret i journalen. Et år efter blev min søn afsluttet på hospitalet. Han var ikke længere syg. Aftalen var, at han kunne henvende sig ved behov.

Der er nu gået 12 år. Min søn lever den dag i dag ud fra grundprincipperne i denne kur. Han er sund og rask, han har ingen symptomer på Morbus Beckterew, og han er vist nok den eneste i Danmark, der har fået bevilget revalidering til uddannelse til skuespiller ved Statens Teaterskole. Han har gennemført uddannelsen og haft krævende roller.

Den stivhed, der allerede var opstået i hans krop, er i dag reduceret ved hjælp af dels en kort homeopatisk kur hos en meget dygtig klassisk homeopat og dels skuespilleruddannelsen fysiske træningsprogrammer koblet med daglig yoga.

Hans teenage- og ungdomsår gik med at være alvorligt syg. Det har præget ham. Men han turde vise tillid, tænke nyt og gå nye veje - også de veje han ikke forstod, hvad gik ud på. Men han gik - han turde gå “mod strømmen”. At gå “med strømmen” og dens kulturelt bestemte medicinske ide om veje til helbredelse var i hans situation så uhyggelig, så forudsigelig og så grusom, at ingen af os kunne bære at gå den vej. Vi var menneskeligt, moralsk og etisk tvunget til at eksperimentere!

—

Moderens eftertanke

Et kendt ordsprog lyder: Om du vil opdage noget nyt, må du gå andre veje end de, der allerede er gået.

Det sørgelige i dag er, at det kun er de mennesker, der selv eller i deres netværk har økonomiske og sociale ressourcer, der kan gå den vej, som vi valgte.

Det glædelige er, at ved vores valg og min søns helbredelse har vi sparet samfundet for livslang invalidepension, medicinudgifter, hjælpemidler m.m. Men de ved det ikke. Desværre er ­“samfundet” og sundhedsvæsnet så optaget af deres eget og egne problemer, at de glemmer at se efter de “guldæg”, der triller lige foran fødderne på dem.

Hvorfor forskes der ikke noget mere og på andre måder end ud fra den naturvidenskabelige logik. I dag er det kendt viden, at sygdom ikke kun er “naturskabt”, og kun at undersøge kroppen med naturvidenskabelige metoder forekommer tåbelig. Sygdom og sygdoms opståen er langt mere kompleks. 

Tilsvarende skal forskning indenfor området foregå ud fra - og i respekt for - denne kompleksitet. Sundhedsvæsnet sygdoms- og helbredsforståelse er, ud fra det jeg har undersøgt, ganske enkelt utidssvarende og misvisende. 

Sundhedsvæsnets valg af handlinger gør al for ofte borgere til gidsler og de politisk valgte til “nikkedukker”, der betaler og betaler uden en kritisk tanke om det system, der identificerer flere og flere kronisk syge og skaber flere og flere livsvarigt medicinafhængige. 

Hvorfor er det, at blive rask og fri af medicin ikke et centralt succeskriterium for sundhedsvæsnets ydelser? Hvorfor er det så “blindt” det der foregår? At opleve det vi har været igennem som familie giver anledning til kritisk refleksion og eftertanke.